Farvel Skovshoved – og tak for alt (inklusiv hundegøen og nabokærlighed)

Efter mange overvejelser, en lille tårer og et uhyggeligt stort forbrug af flyttekasser har vi solgt vores lille hus i Skovshoved. Ruth har boet her i 38 år, og jeg i 16 år – og ja, det er ikke bare et hus vi forlader, det er et vigtigt kapitel af vores liv.

Som to udøvende kunstnere er det efterhånden blevet for trangt – staffelierne vælter, lærrederne vokser, og katten har for længst opgivet at finde en flad plads at sove. Vi har brug for mere plads – både i kvadratmeter og i hjerneceller.

Det er vemodigt at sige farvel til verdens bedste naboer. Fællesmiddage med for meget vin og for få glas. Katte der stjæler rejer direkte fra bordet. Ole der hejser flaget ved selv den mindste anledning – fødselsdag, jubilæum eller bare fordi det blæser lidt. Duerne, der klukker, de evige parkeringsbrok, som næsten blev en del af charmen, og solsorten der slutter dagen af med et potpourri af Roger whittaker.

og Nu går turen mod nord, hvor der forhåbentlig er plads til både atelier og overtænkning – og måske et par flere parkeringspladser, endda en lade stander.

Salgsforløbet? Tja, det var som at være med i en intens krimi. Tiden var knap, sveden sprang, og vi ringede til vores mægler, Torben Haraldsted, cirka 1000 gange om dagen. Og hver gang tog han telefonen. Altid rolig og behagelig. Altid saglig. Altid ærlig – både over for os og køberne. Han fortjener en statue. Eller i det mindste en kæmpe mægler krammer,

Det her skal ikke lyde som en annonce – men det gør det nok alligevel. Vi har bare aldrig mødt nogen, der kunne gøre noget så stressende til en tryg og god oplevelse. Tak, Torben!

Vi håber, at vi i det nye område finder bare en brøkdel af den varme og det fællesskab, vi har haft her. Men én ting er sikkert: Skovshoved vil altid bo i os.