






Dyrehavevej 42, 2930 Klampenborg
DYREHAVEVEJ 42, 2930 KLAMPENBORG
I det mondæne Klampenborg ligger denne prægtige villa, højt og tilbagetrukket på den 2300 m2 store grund. Og så med baghaven liggende lige op til Dyrehaven!
Fra vejen kører man op til den private parkeringsplads, som så flot er belagt med brosten, som i et mønster spiller op til pladsens form.
Man træder ind i hall´en, hvor man straks får øje på de flotte hvide fyldningsdøre, som man i øvrigt finder magen til i hele villaen. Der er sågar en lille pejs i hall´en, en af de mange detaljer, som vidner om et hus med bevaret sjæl og med gennemtænkte valg af høj kvalitet.
Man træder nu ind i den store stue, som giver rige muligheder for indretning. Det flotte hvidmalede bjælkeloft løfter stuen, som også med de mange småsprossede vinduer vendt ud mod haven giver det store rum charme og lys.
Her er som i husets andre rum sildebens parketgulve.
En terrassedør fører fra stuen et par trin ned til den store skønne og helt ugenerte sydvendte have. Den store flisebelagte terrasse indbyder til mange variationer af indretninger. Og det høje magnolietræ står så smukt til husets flotte facade.
I forbindelse med stuen, forskudt et par trin ned, ligger det rustikke og hyggelige køkken. Charmerende med de hvidmalede originale høje træpaneler og de orange/gul/rød tonede lerklinker. Et rigtig hyggeligt spisekøkken med god plads.
I underetagen finder man også gæstetoilettet.
På 1. salen/reposen finder man et stort og rummeligt soveværelse med masser af skabsplads. I forbindelse med det et fint walk-in også med plads og mange skabe. Endnu to børne-/gæsteværelser ligger på reposen.
Badeværelset er helt unikt og charmende med de håndmalede hollandske kakler, hver med sit blå motiv. Det polerede afdæmpede gule Ølandskalk-gulv er med til at understrege denne charme. Også her finder vi funktionelle indbyggede skabe.
På 2. salen finder vi yderligere 3 værelser, det ene med egen håndvask. Disse så hyggelige værelser har store ovenlysvinduer og masser af skabsplads.
Den tørre kælder indeholder flere rum, bl.a. stort vaskerum, stort tørrerum.
Til huset hører også et anneks på 60 m2 med badeværelse.
Villaen er løbende vedligeholdt og renoveret med følelse for det oprindelige udtryk og giver rige muligheder for indretning.
Villaen ligger 3 minutter fra Klampenborg Station, hvorfra man let kan komme i alle retninger.
Tæt på vi finder kommunens gode skoler, privatskolen og flere gymnasier.
