Det er på én af Charlottenlunds absolutte bedste adresser, at denne betagende, gule patriciervilla ligger, som både beriger med smukke løsninger, gedigent materialevalg og en fortrinlig planløsning , der fordeler sig over fire etager
Her venter jer en gennemført bolig, hvor der er kræset for detaljerne. Der kan blandt andet nævnes, at der i foråret 2021 er skiftet tag og facade på villaen, og i samme ombæring etablerede man det gode, åbne rum på øverste etage, ligesom facaden blev pudset og malet.
Den klassiske patriciervilla præsenterer sig yderst elegant, og samme elegance er videreført indenfor, hvor nydelige trægulve pryder i flere af rummene, mens de mange vinduespartier lader dagslyset strømme ind, og den gode loftshøjde sørger for en rummelig atmosfære. Samlingspunktet i hjemmet finder I i stueetagen, hvor køkkenet og spisestuen er samlet ud i en herlig forening. Køkkenet er flot og stilrent med hvide elementer, der nydeligt toppes af Corian-bordpladen, og samtidig er her et helt fantastisk lysindfald gennem vinduespartierne og den dobbelte terrassedør. Videre inkluderer stueetagen to stuer en suite, hvoraf der i den ene er en hyggelig pejs.
På førstesalen finder I en regulære værelsesafdeling, der består af fire værelser, hvoraf det ene er ideelt som voksenafdeling. Forældrenes soveværelse er utroligt rummeligt og er i åben forbindelse med badeværelset, blot adskilt af væggen med den tosidede gaspejs, som kan beundres fra både badekarret og soveværelset. Fra soveværelset er der ligeledes dør ud til den solrige altan. Videre når I den øverste etage, der er indrettet som et åbent rum, hvilket giver jer mulighed for at benytte det, som I ønsker det.
Sluttelig er der i kælderen et praktisk bryggers, to disponible rum, et nydeligt badeværelse med tilhørende sauna, såvel som alrummet, der kan indrettes efter jeres behov.
Udenfor får I fornøjelsen af den charmerende have, hvor de solrige dage tilbringes på jeres fliseterrasse, der er orienteret fordelagtigt i forhold til solens bane. Haven er anlagt let og vedligeholdelsesnemt med græsplæne, træer, buske og blomster, som tilsammen giver jer fine arealer at opholde jer i.
Beliggenheden bliver ikke meget bedre end lige her, da I bosætter jer i et roligt nabolag, hvor I let kan spadsere til Charlottenlund Skov, der findes mindre end 200 meter væk, såvel som de skønne omgivelser ved vandet. Dertil får hverdagen helt perfekte betingelser, da der er mindre end 800 meter til både indkøb, Charlottenlund Station, Maglegårdsskolen, daginstitution og foreningslivet i HIK.